mandag den 3. november 2014

En lang forlovelse.

Hvordan kan firetyveår refuceres til næsten ingenting inde i et hoved? 
På den ene side, har vi da i den grad oplevet en masse, men på den anden side, er firetyve næsten ikke til at forholde sig til.
I dag har jeg været kæreste med den samme mand i firetyve år. På en måde er firetyve år sådan noget som næsten virker som et helt liv. Noget med gamle mennesker og noget som man ikke ville kunne holde ud, hvis nogen fortalte om det, men jeg kan afsløre, at i et levet liv, flyver firetyve år afsted som var det bare sølle seks år vi snakkede om. 
Jeg kan jo sagtens se, at vi har nået meget sammen. Vi har set fem drenge vokse op. Den ene har vi selv lavet sammen, de andre har vi hver især bragt med os. Alle sammen drenge. Vi har fået tre børnebørn tilsammen. Vi har boet længe et par steder sammen. Vi har rejst mange steder og rigtig mange gange. Vi har slidt en del biler op. Vi har udviklet os fra sovs og kartofler til mest grønt og den ene vegetar. Vi har flyttet os fra lidt tennis og gymnastik en gang om ugen, til tennis i stor stil, med turneringer og rejser med tennis som samlingspunkt og en masse dans, som fylder på alle måder.
Vi har lavet rigtig meget sammen, men faktisk også virkelig meget hver for sig, både ferier, mit lille hus i Ribe, rejser og venner. Vi sidder ikke lårene af hinanden, men elsker stadig at flette fingre. Vi har snakket om nok næsten alt hvad der ar værd at snakke om og vi har skændtes om meget. Der er blevet råbt, skreget og sågar smidt med ting (jo, også mig). 
Der er ting jeg ikke ville gøre igen og aldrig på samme måde, men jeg har aldrig været i tvivl om manden. Om jeg havde placeret min kærlighed og følelser rette sted, eller om manden mon havde reelle hensigter. Kærligheden har aldrig været til diskussion og det er vel nok den dybeste årsag til successen. Havde jeg tvivlet på kærligheden, var der meget som ikke havde været muligt at holde ud. Her var den heldigvis og er her stadig. En gave som man ikke skal tage for givet. Ikke alle gaver er livstids holdbare og man ved desværre aldrig på forhånd hvilken gave man fik pakket ud.
Og NEJ, jeg har IKKE sølvbryllup om et år. Kærestedag  blev der sagt.

4 kommentarer:

  1. Tillykke til jer begge med også DENNE kærestedag :-)

    SvarSlet
  2. Stort tillykke til jer begge to. Det er godt gået. Knus fra Næver.

    SvarSlet