tirsdag den 30. august 2016

En hverdag kom forbi.

Jeg elsker sommeren. Jeg elsker ferie. Jeg har elsket min sommerferie med masser af ture, rejser, besøg. Noget af det ene og lidt af det andet. Men jeg elsker altså også hverdagen. Dage og uger med en vis rutine og gentagelser. Og så elsker jeg jo den motion som begynder at poppe op igen efter ferien. I dag var det første yogatime i al for lang tid. Jeg var stiv og øm og usmidig i muskler og led, men roen og de glidende bevægelser vækkede genklang i min krop og mindede om noget godt. I næste uge starter både Zumba, Burn Out og Lørdagsdans igen. Så er livet ved at være normalt igen. Vekslingen mellem arbejde, lækker og sjov motion og fritid kommer på plads igen. Er det ikke bare ret fint i virkeligheden? 
Ikke at jeg er træt af sol og en god grad af sommervarme, eller af lyset, lange aftener eller lidt spontanitet i livet. Jeg prøver bare at sige, at den tid af året, hvor der er faste ting på programmet også er ret lækker i mine øjne.
Foråret først og fremmest og dernæst sommeren er virkelig min bedste tid, men hey, der er jo også noget magisk over de bløde tæpper, aftener med en god bog, levende lys, ild i brændeovnen, strikketøjet, en serie eller to, gode lunenede gåture gennem skoven og den varme stue bagefter, en masse sjov motion og dovne aftener til dessert, begyndende julegave produktion og alt det andet som følger med. Og hvad med regn og rusk og sjap og sne til knæene og forsinkede toge? Nej selvfølgelig elsker jeg da ikke det, men jeg prøver bare på, at minde både dig og mig selv om, at hver ting til sin tid og at vi faktisk er ret heldige med de der fire forskellige årstider. Hvis vi altså vil se det. Og så er jeg iøvrigt ikke en af dem, som siger at sommeren i år druknede i regn og nærmest ikke eksisterede. Sådan har min sommer altså ikke været. Min sommer har uanset vejret været levet med bare ben og klipklapper. Jeg er ikke solbrunet nær nok, men helt hvid er jeg altså ikke. 
Jeg tillader mig altså at hylde hverdagen og ikke mindst de lækre ting som starter lige om lidt. Jeg er  klar og frisk og om en uge skriger jeg af ømhed. Jeg ved det og glæder mig faktisk til det. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar