Vi er alle født præcis til at være unikke og specielle. Derefter lærer vi næsten alle, på mange forskellige måder og planer, at være alt andet end os selv. Vi lærer at tilpasse os normal og flokken. Smart og godt langt hen ad vejen, men for mange af os også på en måde, så vi ikke længere tør at stå ved os selv. Vi holder op med at larme, grine så højt som vi gjorde, danse så frit som vi elskede, stå ved de tanker og følelser som gjorde os unikke. Pludselig blev det farligt at skille sig ud. At levere det unikke til gruppen. Det som vi hver især gør os specielle og uundværlige i fællesskabet. Det som vi andre kunne lære af. På godt og ondt. Det som vi andre kunne vokse af. Pludselig går vi alle den sikre vej. Der hvor ingen skiller sig ud, stikker af og tør satse. Den sikre vej er desværre også den vej hvor vi alle bliver ens. Bliver en homogen masse. En flok hvor alle gør det samme og ingen i virkeligheden rigtig lærer noget nyt og ingen virkelig vokser så de er ved at sprænges. For der hvor vi lærer noget af betydning af hinanden og der hvor vi alle kan vokse, er også der hvor der satses. Der hvor vi tør dumme os, fejle og stille dumme spørgsmål. Altså dem flokken har vedtaget er dumme, men som i virkeligheden et dem som giver stof til eftertanke.
Når vi tør være solidariske, large og rummelige kan vi så meget støtte hinanden og fremme alles vækst. Når vi ikke tør, holder vi sammen hinanden nede og tilbage.
Hvem er vi, tja det er vel os alle. Både mig og dig.
Vi kan hver især og sammen udrette og ændre en masse. Vi behøver hverken en ny regering eller en ny loge for at ændre stilen. Vi kan hver især starte med selv at ændre os og vores tilgang til andre. Groft sagt, at finde rummeligheden frem. At åbne os overfor hvad vi kan lære andre og lære af andre.
Tør du? Tør jeg? Lad se.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar